Det er også en pisse træls situation at stå i. Beklager min roman herunder, men her er hvad jeg har at sige om det og så kan du selvfølgelig bedst vurdere om det overhovedet er nyttigt for dig. Det er bare de erfaringer jeg har med svære situationer ala din:

Jeg er selv en meget konfliktsky person, men er og har altod været omgivet af meget stærke og dominerende typer i mit liv. Både i familier, vennekredse og til en hvis grad på mit job. Det meste af tiden prøver jeg at undgå at havne i situationer hvor jeg provokerer disse typer for jeg orker det bare ikke og jeg er også selv meget temperamentsfuld hvis der bliver trykket på de rigtige knapper.

De gange jeg har haft samtaler med stærke personligheder om ting de gør, der har jeg valgt at bruge en mere omsorgsfuld taktik. Min erfaring er at stærke personligheder ofte dækker over en følelse af svigt på en måde. Hvis du er dominerende i alle rum du træder ind i så er du nok ikke typen som oplever super meget emotionel support fra andre. Enten fordi folk undgår dig eller fordi de bruger dig som support fordi du er så stærk.

Så alt efter hvilken slags “stærk” en person er så prøver jeg at møde dem som en allieret. Hvis samtalen handler om kritik af noget de gør, så er det pakket ind i en masse bekræftelser af ting jeg bemærker omkring dem som de faktisk gør godt. Jeg anerkender de steder hvor jeg fornemmer at de oplever svigt fra andre og jeg kommenterer på, hvor jeg kan se at deres handlemønstre måske bliver uhensigtsmæssige. Jeg prøver at tale med dem om hvad der sker der og hvordan det kan opfattes af andre. Om der er andre måder vi kan løse det på.

Andre gange bruger jeg mere tid på at rose dem når de gør noget rigtigt og fortælle dem at det er så godt at de gør det og det og at det skal de blive ved med. Hvis de er usikre på noget så prøver jeg at bekræfte dem i de gode valg og fortælle dem at de fejl de begår ikke definerer dem, men at det er noget der kan arbejdes med.

Det er måske meget vattet. Jeg ved det ikke. Jeg har bare haft gode erfaringer med at tale med stærke personligheder på den måde fordi de ofte er nogle kriger-typer der møder hårdt med hårdt og lukker helt ned.

På en måde er det lidt som at træde ind i en omsorgsrolle for et indre barn der måske blev nødt til at blive hård og stærk for tidligt og som egentlig bare gerne vil lyttes til og forstås, ses og få at vide at de stadig er gode nok og at deres dårlige sider ikke behøver definere dem og deres omgivelser for altid.

Kender slet ikke til din svogers personlighed, men han kunne godt lyde lidt som sådan en type og de er svære at komme tæt nok på til at tale med om den slags issues fordi der er så mange mure man skal igennem før de tør lukke en ind det sårbare sted.

De fleste mennesker er jo gode nok indeni og det er meget få som er rådne helt ind i kernen. Jeg har kun mødt ganske få folk hvor det ikke nytter noget at lytte og tale og forstå. Langt langt langt de fleste mennesker er bare nogle små bløddyr indeni der har brug for én de kan læne sig op ad uden fordømmelse og hån. Nogle er bare så arret af ting de har oplevet at de bygger den ene mur efter den anden med fordømmelser og hån for at holde folk på afstand. Men er man først trængt igennem så har man næsten også deres loyalitet for livet.

Så ja, det er ikke hensigtsmæssigt at han siger hold kæft til sine børn. Det er meget groft og skadende, men jeg tror at hvis jeg fandt denne kamp værd at tage, så ville jeg gå til ham som en ven, en der ikke dømmer eller håner eller irettesætter og bare prøve at tale stille og roligt med ham om at jeg har bemærket at han virker lidt stresset eller anspændt eller hvad han nu er og så prøve at åbne lidt op med ham inden vi kan tage snakken om det med børnene.

Jeg ville bruge flere eksempler på hvordan jeg selv begår fejl med ditten og datten fordi det vækker tillid at vise sin egen sårbarhed. Og når vi kommer til hold kæft delen så handler det ikke om at sige til ham at det er forkert og at han kan ikke tale sådan til børnene, men mere om hvor de følelser der fører til det kommer fra, anerkende dem og snakke om hvordan man ellers kan håndtere de situationer og hvad man ellers kan sige.

Det virker ikke på alle og det er ikke alle mennesker man kan gå ind og have sådanne samtaler med, men hvis jeg havde et okay forhold til svoger i forvejen og kunne mærke at det ikke ville være totalt upassende at have en lidt mere sårbar samtale med ham, at han måske ville være lidt åben for at tale om det, så ville jeg nok gøre det.

Men hvis der er fuldstændig lukket ved kasse 1 og han overhovedet ikke er modtagelig på nogen måde så ville jeg nok vælge at trække mine børn og mig selv fra den slags fællesskaber i stedet.

Man vælger sine kampe og jeg er bare sådan skruet sammen at hvis jeg vælger en kamp, så gør jeg det med omsorg fordi det har langt bedre resultater end konfrontationer. Jeg er ikke godt til at tromle folk. Hvis jeg først bliver rigtig gal så bliver jeg ukonstruktiv. Hvis jeg ikke bliver gal bliver jeg usikker og ukonstruktiv. Så jeg gider ikke konfrontationer. Jeg finder dem ufrugtbare og skadelige 9 ud af 10 gange.

Du drømmer simpelthen ikke om hvor mange mennesker jeg har haft tæt inde på livet som var typerne der skulle have det sidste ord, ledte efter alle de ord der var under bæltestedet og brugte dem for at vinde enhver konflikt selv hvis jeg trak mig. Den type kan man bare ikke stille sig op overfor med ultimatummer, skældud og hård tone. De ser det som en distraktion fra den smerte de føler indeni og de stopper ikke før de har vundet krigen. Så får de lidt kortvarige dopamin af det før de vender tilbage til bundløst selvhad og endnu en person der har forladt dem.

Det dur bare ikke. Man skal møde stærke personligheder med omsorg. Det kan de ikke kæmpe imod ret længe.