Jeg blev introduceret til rollespil af en pædagog da jeg gik i, måske, 3. klasse? Han samlede en gruppe af os drenge der var interesserede og konstruerede (så vidt jeg ved) selv et scenarie for os. Der var ligefrem et kort vi kunne udforske. Vi spillede “Drager og Dæmoner”, et gammelt svensk spil. Ikke fordi jeg vil anbefale det, det er slet ikke gearet til børn tror jeg. Men jeg tror egentlig heller ikke spilsystemet er det vigtige.

Desværre flyttede den pædagog skole før vi kunne spille det færdig men vi endte med at fortsætte med at spille rollespil i flere år efter. Vi spillede ikke noget specifikt system - det var bare noget vi fandt på selv, med meget få regler der slet ikke var tænkt igennem. Tit noget med en liste af racer med forskellige stats, en liste af evner der var påvirket af de stats og så en liste af våben og rustninger. Men det var virkelig løst og rodet, men det var ligegyldigt for vi hyggede os bare med det.

Så vidt jeg husker og så vidt jeg har hørt efterhånden som jeg er vokset op og har spillet rollespil i mange år, så er det meget uforudsigeligt hvad spillere gør, især når det er børn. Så vær klar på ikke at følge et givet scenarie præcist. Improvisering vil være nødvendigt næsten altid vil jeg sige og det gør også tit spillet sjovere. Jeg tror ikke det specifikke system er vigtigt, bare der er en eller anden historie og det behøver ikke være super komplekst. Som sagt, jeg havde det vildt sjovt med fuldstændig ad-hoc regler og scenarier der gik i alle mulige vilde retninger da jeg var barn. Fantasien mangler ikke som barn og man er ikke på samme måde bundet af forventninger omkring hvordan historier bør eller ikke bør udfolde sig, så der kan ske mange ting der ikke sker i en voksengruppe.

Ved ikke om det hjælper overhoved men det var i hvert fald bare nogle af mine tanker.